4 ting du bør overveje inden du bestiller
Der findes et hav af forskellige sidetasker til mc og det kan næsten virke uoverskueligt at finde frem til netop de sidetasker der er de helt rigtige til dit mc-eventyr. Da det ikke er en helt ubetydelig investering at anskaffe sig et sæt gode sidetasker, så får du her fire ting som du bør overveje inden du bestiller.
Fordele og ulemper ved sidetasker til mc?
For at finde ud af om sidetasker er et godt valg for dig, må vi først kigge på de fordele og ulemper der er ved sidetasker til mc.
Én af de største fordele ved sidetasker er, at det er nemt at organisere og komme til din bagage – åben en sidetaske og du har adgang til dit grej. En anden fordel ved sidetasker er, at de typisk kan medbringe meget bagage – Giant Loop®’s modeller rummer fra 50 – 90 liter alene i sidetaskerne. Udover hovedrummet der typisk lukkes med et “låg” eller roll-top-lukning, så har mange sidetasker også nogle ekstra rum monteret udvendigt, så du ikke behøver at åbne hovedrummet for at komme til de ting du ofte har brug for f.eks. vand, værktøj, førstehjælp, et sæt handsker osv.
Netop det at du typisk vil have god plads i et sæt sidetasker, kan faktisk også vendes til en ulempe. Måske kommer du til at pakke en masse med som du i virkeligheden slet ikke har brug for på dit mc-eventyr? Svaret på det spørgsmål afhænger nok af hvem man spørger….
Idet sidetasker, som navnet afslører, sidder på siden af motorcyklen giver de også gode muligheder for at medbringe en passager. Dette er samtidigt en af ulemperne ved sidetasker, da de gør motorcyklen bredere end hvis du f.eks. vælger en bagsædetaske.
Et sæt sidetasker fyldt med 90 liters bagage (45 liter på hver side) vil du kunne mærke når du kører offroad, hvorimod vægten ikke i samme grad vil kunne mærkes med en bagsædetaske, i det vægtfordelingen vil være mere optimal. Dette er dog ikke noget problem hvis dit eventyr primært består af lettere offroad kørsel og grusveje.
En stor fordel ved sidetasker er, at de er hurtige at på- og afmontere, idet sidetasker typisk monteres på et rack. Netop det at sidetaskerne typisk monteres på et rack eller beslag, giver også muligheden for at skifte mellem hårde og bløde sidetasker.
Hvornår er sidetasker til mc et godt valg?
Nu kender du fordele og ulemper ved sidetasker til mc, men er det så det rigtige valg for dig? Først bør du overveje hvad et godt mc-eventyr er for dig. Har du passager med? Hvilke typer terræn kører du i? Hvor mange dage varer dit typiske mc-eventyr? Hvor meget bagage skal du have med?
Det er altid godt at høre hvad andre synes og mener, men i sidste ende handler det om hvad der er det rigtige valg for dig.
Hvis du er i tvivl om du skal vælge sidetasker, så læs evt. også MC tasker – hvad skal jeg vælge?
Hårde eller bløde sidetasker?
Når vi taler om sidetasker til mc, kan vi ikke komme uden om emnet: Hårde eller bløde sidetasker?
Der er ikke ét definitivt svar på det spørgsmål, og man kan skrive et helt indlæg om emnet (det kommer snart), men jeg vil kort beskrive hvilke fordele og ulemper hårde og bløde sidetasker har.
Hårde sidetasker
- Beskyttelse – hårde sidetasker beskytter indholdet f.eks. en computer væsentligt bedre end bløde sidetasker. Du skal dog være opmærksom på, at en computer i en halvtom hård sidetaske vil blive kastet noget rundt og få nogle stød..
- Alsidige – hårde sidetasker kan også bruges som stol og bord i campen.
- Vægt – hårde sidetasker vejer væsentligt mere end bløde sidetasker.
- Holdbarhed – ved styrt er risikoen for at hårde sidetasker bliver bulet eller slået skæve, og de er derfor ikke så holdbare som bløde sidetasker.
- Lås – hårde sidetasker kan typisk låses, hvilket giver mulighed for at efterlade motorcyklen med din bagage aflåst.
- Klistermærker – hvis du gerne vil have klistermærker fra alle de steder du har været på dine sidetasker, så er det nok nemmere på hårde sidetasker ;)
Bløde sidetasker
- Sikkerhed – den absolut største fordel ved bløde sidetasker er, at de er langt sikre i tilfælde af styrt. Det kan godt være at du kan få klemt dit ben eller fod mellem sidetasken og jorden, men sandsynligheden for at du brækker noget på grund af sidetasken er langt mindre end ved hårde sidetasker.
- Holdbarhed – selvom man umiddelbart skulle tro at hårde sidetasker er mere holdbare, så er det faktisk lige omvendt. Ved styrt er sandsynligheden for at hårde sidetasker bliver slået skæve eller bulet så de ikke kan lukkes, langt højere end ved bløde sidetasker.
- Beskyttelse – bløde sidetasker beskytter ikke indholdet i taskerne så godt som hårde sidetasker. Til gengæld vil din bagage ikke bliver rystet rundt på samme måde som ved halvtomme hårde sidetasker.
- Vægt – bløde sidetasker vejer væsentligt mindre end hårde sidetasker.
Beslag til sidetasker
De fleste sidetasker monteres ved hjælp af et rack eller beslag, hvilket igen både kan være en fordel og en ulempe afhængigt af hvem du spørger.
En fordel ved racks/beslag er, at det ofte er nemt og hurtigt at montere dine sidetasker på motorcyklen. Når du ankommer til campen eller hotellet, så klikker du bare dine sidetasker af og kan tage dem med dig. Afhængigt at det system du bruger, så kan man typisk også låse sidetaskerne fast til rack’et.
En anden fordel er, at du nemt kan skifte mellem hårde og bløde sidetasker.
En ulempe ved racks er, at du skal være opmærksom på om de sidetasker eller beslag du køber passer til netop dit rack. Dette er også årsagen til, at f.eks. Round the World Panniers™ ikke leveres med beslag. Her kan du anvende GL® Pannier Mounts som passer til de fleste 16-18 mm racks.
En anden ulempe ved racks er vægten. Hvis du gerne vil holde vægten nede f.eks. fordi du kører hård offroad, så vil det måske være smart at vælge en bagsædetaske eller et sæt Siskiyou Panniers™ der kan monteres uden brug af racks.